Hverdagen på et sejlskib kunne være hård. Arbejdet var
krævende, og de hygiejniske forhold ikke for gode. Man boede
trangt, kunne ofte ikke komme i bad, og kosten var sparsom.
Madlavningen foregik i et lille aflukke
(kabyssen)
placeret midt
på dækket, hvor der lige var plads til at vende sig. Maden blev
lavet på et lille komfur, hvor røgen let kunne slå ind og fylde
rummet. Det var heller ikke altid nemt at lave mad, når skibet
gyngede kraftigt i en storm eller en forkert sø. Madlavningen på
de mindre sejlskibe blev som regel altid foretaget af yngste
mand ombord. På de mindste skibe kunne det være forbundet med
hårdt arbejde. Foruden madlavningen skulle kokken også hjælpe
til med alt det andet om bord. Om vinteren kunne det dog have
sine fordele at være i kabyssen.
”Kabyssen var det eneste sted der var varme. Der var ikke
varme nogen steder om vinteren undtagen kabyssen. Det var det
eneste sted vi kunne få tørret et par strømper.”.
Kosten var meget forskellig fra skib til skib. Meget afhang af,
om kokken kunne lave god mad ud af den proviant, man havde med i
skibene. På nogle skibe spiste man godt, mens der på andre blev
sparet på kosten. Når først skibet var afsejlet, kunne man ikke
gøre så meget.
”Der var meget forskel på det. Ja – uha. Nogle var hele
sultekasser og andre var nogenlunde. De sparede på kosten for at
give rederiet mere. Det var jo om at få overskud på de skibe. Jo
mere de sparede på kosten jo mere tjente de jo for pokker. Vi
kunne godt klage, men når vi ikke havde ud-provianteret mere og
lå i søen, så var man nødt til at indordne sig.”.
Frisk kød var en sjældenhed. De store skibe, der krydsede
oceanerne, havde dog ofte levende grise om bord. Der var også
mulighed for at supplere kosten med fiskefangst. Fik man
harpuneret en haj eller en delfin, kunne man være heldig at få
helt frisk kød. Dårlig eller for lidt kost kunne føre til
mangelsygdomme og svække immunforsvaret. Og det kunne være
farligt, når man kom til byer, hvor der var udbrudt epidemi.
Kolera, dysenteri,
tyfus og lignende skavanker var kendte
fænomener blandt søfolkene. Alle frygtede at blive syge. Tænkte
man sig ikke om, kunne det betyde, at man måske døde.
”I Petersborg stod vi og handlede sten. Så havde vi godt nok
fået at vide, at der var kolera. Vi måtte endelig ikke gå i
vandet. Vi havde jo jollen liggende i vandet agterud, og når så
vi havde stået og handet næsten op fra lasten og op i land fra 6
morgen til 6 aften og svedt, og det var egentlig hårdt arbejde,
så kunne vi jo ikke nære os om aftenen, andet end at vi skulle
lige ned og skylle os en bitte, og der var ingen, der så det,
når vi gik ned i jollen og så blev vasket en
bitte. Men det
resulterede alligevel i, at vi havde en tysker om bord fra
Königsberg, og han fik kolera og blev lagt i land og han døde dèr. Vi skulle jo have holdt os væk, men vi andre, vi gik da fri.”.
En anden plage var søsygen, som naturligvis var en del af sømandslivet. De fleste søfolk havde på et eller andet tidspunkt
oplevet søsyge. For nogle var det en konstant plage, mens
søsygen for andre var et engangsfænomen. En slem
søsyge kunne
tage modet fra de fleste.
”Om sommeren lastede vi kridt til Kotka, og det blev dårligt
vejr. Vi lå underdrejede oppe i bugten ved Øland. Jeg mener vi
lå der i halvandet døgn, og drengen var så søsyg, så ganske
forfærdelig søsyg, og han lå og rullede rundt i vandet. Det var
frygteligt at se. Vi fik så meget vand over, at vi næsten ikke
kunne komme ned i forlogaret. Så sagde jeg til skipperen: Nu
lægger jeg ham ned i min køje. Ja, han ville ikke have ham
derned og brække… Jamen han har ikke noget at brække af, det kan
du godt tro. Han kom så med der. Så lå han dernede en dags tid.
Han var aldrig søsyg mere.”.
Bedre blev det heller ikke af, at toiletforholdene var meget
primitive.
”Ja, se vi havde en lille tønde, f.eks. styrmand og skipper
de havde jo henne i hytten agter, der havde de jo en spand, og
den skulle kokken jo holde, sørge for at tømme hver anden dag.
Men mandskabet forude, de havde jo bare en rund tønde med to
stropper i, og når vi så lå i havn, så skulle de sørge for at
krybe i læ et eller andet sted, særlig hvis der gik damer på
kajen. Der var i hvert fald tønde, og så fyldte vi en halv spand
vand i og så ud over siden med det. Men altså, vi havde ikke
andet end den åbne tønde.”.
Hvis sejlskibet var af ældre dato, kunne det være plaget af
småkryb. Den erfarne sømand vidste, at det var bedst at holde
sig væk fra skibe med skadedyr, hvis man kunne.
”Det var meget almindeligt dengang med sådan utøj om bord. I
barkentinen
Haabet her af byen var der
mange
væggelus. Jeg var mønstret i den og skulle med den ud at
sejle. Så var de andre kommet om bord, men jeg sov jo hjemme.
Først lå de i køjerne, så lå de på deres
kistebænke, og så gik
de i land. Så sagde jeg til kaptajn Andersen: Ja, nok er jeg
mønstret her, men jeg er nu ikke
mønstret til at være sammen med
sådan en besætning som den der, så jeg vil i land. Åhr, det
kunne jeg altså ikke komme. Ja, det vil jeg altså, for jeg vil
ikke sejle sammen med alle de væggelus. Noterne mellem plankerne
de var helt røde af bare lus. Men der var masser af skibe, der
havde væggelus dengang, og man kunne gerne se det ved at lyset
brændte på de skibe om natten for at holde lusene lidt i ave. Så
kom jeg ikke med den.”.
”Kakerlakker det var jo nogle bæster. Når vi skulle sove så
rendte de jo og kneb os, men det var ikke farligt på nogen måde.
Men se der i sejlskibene, selv om der var kakerlakker og
væggelus, så blev det jo ikke røget ud som f.eks. i damperne. De
skulle have bevis. Det måtte ikke blive over 6 mdr. gammelt, og
hvis der var utøj om bord, så skulle skibet svovles hver 6.
måned. Så blev vi jaget i land nogle timer.”.
