Tema 10 - Høj og lav

I dampskibene havde dæksmandskabet dog andre opgaver end i sejlskibene. Sejlskibssømanden havde ud over vedligeholdelse af skibet en del sømandsarbejde, der bestod i arbejde med tovværk og med at passe sejl, mens en meget stor del af dampskibssømandens tid gik med at vedligeholde skibet. Sejlskibssøfolkene kaldte nedladende dampskibsfolkene for ”rustbankere”. Til gengæld kunne dæksfolkene i dampskibene som regel få deres frivagt i fred og ro. Derimod blev sejlskibssømændene ofte purret ud, når der var sejlmanøvre, eller når vinden friskede, og der skulle mindskes sejl. Dæksfolkene i dampskibene havde lignende arbejdsopgaver som coastersøfolkene (se temaet om coastere).

I dampskibene kom der nye kategorier af folk om bord. Maskinen skulle passes, og til det formål var der kullempere, fyrbødere, donkeymænd, og maskinassistenter samt maskinmestre, hvoraf 1. mesteren var den øverste. Der gik megen tid med at manøvrere, reparere og overvåge maskinen – og med at fyre op under dens kedler.

Desuden havde de større dampere så stor en besætning, at der var en hel afdeling inden for madlavning og servering med messedrenge, opvaskere, koksmather og kokke med hovmesteren i spidsen. I hvert område på skibet – maskinen, kabyssen eller dækket – arbejdede folk, der udviklede hver sit speciale. Gruppen af officerer var sat sammen på tværs af fag. De havde uniformer i modsætning til sejlskibsofficererne, der gik i dagligt tøj om bord.

Richard Lauritzen, der var født 1919 i Hvorup nord for Nørresundby, havde været en kort tid med småskibe i nærfarten, og i 1934 ville han på langfart. Han havde heldet med sig hos en forhyrings-agent i København. Han skulle mønstre som messedreng i S/S ASTRID af København, der kunne medtage en last på 2600 tons og havde en besætning på 20 mand.

Richardt beretter: ”Det er så i orden, sagde forhyringsagenten. Du kan begynde om bord i morgen klokken syv. Dit skib ligger ude i Sydhavnen, og du melder dig bare hos hovmesteren eller kokken, når du møder! Med køjesækken på nakken gik jeg forsigtigt hen under de svingende kraner til landgangen, vejen op til min nye spændende tilværelse. - Hvem er du? – Det var vagtsmanden en lille vims matros, som jeg siden skulle kende som ”Småen”. Han godtog min redegørelse og viste mig rundt overalt om bord og bød mig på kaffe i kabyssen. Klokken 6 næste morgen blev jeg purret ud af vagtsmanden. Jeg var lysvågen med det samme.

Så er det ud af bunken ”Petter”! kommanderede ”Småen”, påtaget barsk. Du skal have kaffen på bordet i messen om en halv time, ellers får du troubles! Javel! sagde jeg og sprang ud på dørken. Det var den første dag. Jeg ville gerne være pæn, og mit tøj var også rent. Men jeg havde endnu intet vand i kammeret til at vaske fjæset med. Mit stride hår føjede sig dårligt for kammen, det skulle have vand for at arte sig. Jeg måtte klare det med lidt spyt. Og med et håndklæde gned jeg søvnen af øjnene. Ude i den lukkede gang gennem midtskibs kunne jeg trods de larmende kraner høre, at nogen rodede med grej henne i kabyssen. Den lå agterude midtskibs, ikke langt fra mit kammer. Der måtte jeg hen og bede om den vejledning, jeg savnede for mit arbejde.

Det var tydeligvis kokken, der var begyndt i kabyssen. Han måtte være kommet lige fra land, for han gik i pænt jakkesæt og så forvirret ud, havde nok ikke sovet, tænkte jeg. Han ænsede ikke min nærværelse, før jeg stak hovedet ind over den åbne halvdør og højt sagde godmorgen. Nå, den travle mand sendte mig et hurtigt blik. Er det så vores nye ”Messepeter”? spurgte han. Ja, sagde jeg, og jeg vil godt spørge. - Du skal dække bord til seks i messen først, og så henter du brød og smør hos hovmesteren i pantryet. Når det er gjort, purrer du hele ”sværten” ud, det er maskinmestrene og styrmændene. Og du skal kun banke på dørene og ikke bryde ind, for nogen af dem har besøg af kællingen, forstår du! – Javel, sagde jeg spagt, men hvad så? - Se så at komme i sving dit skvadderhoved!

Kokken var ædru inden middag. Det havde forandret ham til det bedre, og han blev min flinke rådgiver. – Vi to har næsten samme arbejdstid, forklarede han. Når vi ligger i land, bliver vi purret ud kl. seks og pukler forskelligt til omkring en time efter middag. Hvis vi når det hele til den tid, kan vi tage halvanden times hvilepause, inden kaffen skal brygges og serveres. Derefter har du i al fald nok at gøre til kl. syv-halv-otte. Men hvordan er det så, når vi sejler? spurgte jeg. Er det anderledes? Næsten det samme, sagde kokken. Vi går jo ikke vagt, men vi skal på benene om natten fra klokken tre til fire-halv-fem og sørge for kaffe til skiftet mellem hundevagten og morgenvagten. Bagefter kan vi så lægge os til klokken seks. Jeg kom til at opleve, at mine vilkår just var sådan.”

Richard kom en del forude i skibet hos dæksmandskabet, for det var hans mål at komme til at sejle på dækket – altså at gå matrosvejen. Tonen hos dæksmandskabet var betydelig mere rå end blandt officererne. Herom fortæller han: ”Som messedreng, måtte jeg føle mig forkælet med eget lukaf midtskibs, men den tid var kort, og jeg fik siden mine årelange erfaringer som dæksmand i skibe med samme forhold forude som i ASTRID. Og da forstod jeg, hvorfor tonen under bakken kunne være så barsk og nærgående grov. Der var plads til olietøj, søstøvler og wirehandsker – men ikke til englevinger.”

Når tonen kunne være temmelig barsk i dampskibene, skyldes det bl.a. at der var mønstret en del fyrbødere og kullempere ud i dampskibene fra storbyens slum, og de var ikke Guds bedste børn alle sammen.