Tema 11 - Lev vel?

Søloven angav nærmere regler for mandskabets bespisning. Kostreglementerne indeholdt arten og mængden af de fødevarer, søfolkene kunne gøre krav på. Som regel serveredes tre hovedmåltider, hertil varm eller kold kaffe, te eller vand. Datidens teknik gjorde det vanskeligt at holde madvarerne friske, så hovedbestanddelen i kosten var brød og saltet kød.

Dampskibene var ikke så afhængige af vejr og især vind for at sejle. Dette bevirkede, at det f.eks. var meget lettere at beregne, hvor længe en tur ville vare og dermed også, hvor meget proviant man skulle have med. Kosten i dampskibene blev regnet for meget bedre end i sejlskibene. Dampskibenes indretning gjorde tilberedningen af maden nemmere. Den tid, da skibets yngste besætningsmedlem tilberedte maden i et lille skur midtskibs, var ved at være forbi. Der blev ansat hovmestre, kokke og køkken-personale til udelukkende at klare det arbejde.

”Jeg befandt mig ellers godt om bord i et dampskib. Kosten var meget bedre, end hvad jeg var vant til fra sejlskibene og jeg mønstrede med ØKs pionerskib s/s SIAM Det var det første skib, ØK satte i fart. Jeg gjorde to rejser med dette skib. Der var stor forskel på kostforplejningen. I NORMANNIA måtte vi gnave beskøjter, men i SIAM fik vi hver dag frisk og blødt brød, og der var ikke noget der hed ration. I SIAM kunne vi få lige så meget, vi havde brug for. I NORMANNIA fik vi udleveret ration om lørdagen, medens vi i SIAM kunne forsyne os hver dag hos hovmesteren. Man kunne her om bord mærke, at ØK havde til sinds at forbedre den menige sømands kår, og tiden har jo vist, at ikke alene med kosten, men også med ordentlige opholdsrum og moderne installationer som baderum og spisemesse.”

Selv om det var lettere at planlægge rejsen og dermed behovet for madvarer, kunne man ikke gardere sig mod besætningsmedlemmer, der for egen vinding svindlede med provianten. En styrmand havde et horn i siden på kaptajnen og brugte provianten som et middel til at prøve at få kaptajnen fyret:

”Sammen med en rigelig kulbeholdning tog vi grøntsager, frugt og kød om bord og afgik nogle timer senere til Marseille. Efterhånden som vi nærmede os Gibraltar, forstod jeg, at der var et eller andet i gære. Det foregik skjult, og man skiltes, så snart jeg nærmede mig. Jeg kaldte første-styrmand ned i salonen en dag og spurgte: Hvad er De ude efter? Han svarede, at vi snart var uden mel, kaffe, the, sukker og lignende, og at jeg ikke havde sørget for at komplettere disse varer i Las Palmas. Hvorfor havde De skibets førstestyrmand, ikke varskoet mig i Las Palmas? For øvrigt forstår jeg ikke, vi skal have proviant, mel, konserves, smør, margarine og så videre til en halv måned. Hvor er det blevet af? At løbe kort for proviant, når der har været mulighed for at komplettere, er en alvorlig sag for en fører”.

Det viste sig ved senere forhør, at der var blevet stjålet og solgt af provianten, og styrmanden havde vidst besked.

Indkvarteringsforholdene var derimod ofte elendige. Mandskabet blev ofte bespist og sov i lukafer i stævnen:

”Lukaferne er jo i langt de fleste tilfælde alt andet end svarende til moderne hygiejne- og hyggefordringer. De små rum, de iskolde vægge, de gammeldags klodsede, upraktiske køjer, de så ofte smækvåde gulve, snart fugtig, snart kold luft, snart uhyggelig overophedning. Selv en så simpel og for en fyrbøder nødvendig ting som et badekar findes kun sjældent. Et sove- og et opholds- og spiserum hører for ikke farende ind under de simpleste selvfølgeligheder. Man ser at lige nybyggede dampere har dårligere mandskabsindretninger end ældre byggede.”

”Vi atten fyrbødere boede og spiste i det samme rum. Skabe var der ingen af, men mellem køjerne, der var anbragt i to etager langs rummets sider og på tværs helt forude, var der knager hvorpå vi kunne hænge vort tøj. Midt i rummet var der et langt spisebord, og hele dette arrangement medførte, at de folk, der skulle ud af køjerne ved vagtskifte og til måltiderne, brugte bordet som trappe. Det var jo ikke ligefrem appetitvækkende, når man sad og spiste, og der kom et par bare og ikke helt rene fødder ned ved siden af bliktallerkenen, men det var en uundgåelig ting, som ingen fandt på at gøre vrøvl over.”

Officererne havde ganske andre forhold. De havde kahytter, der var placeret enten agters eller midtskibs. I de mindre lastdampere logerede kaptajnen ofte i ensom majestæt - eventuelt med et mindre rum ved siden af til styrmanden.

”I skærende kontrast til mandskabslukaferne forude stod kaptajnens kahyt. Udstyret med bord og stole, køje og chatol, lys, luft og måske nogle dekorative indslag i form af billeder, porcelæn eller en grøn plante var kahytten ikke uden lighed med stadsstuen i mangt et skipperhjem.”

Men i passagerdamperne var kaptajnen og de øvrige officers kahytter ofte i forbindelse med passagerkahytterne.