Tema 12 - Sjov og alvor

Arbejdsdagene på et dampskib var lange, og der var ikke meget fritid. Selv larm fra maskinen og lignende forstyrrede ikke nattesøvnen efter en lang arbejdsdag. Kunne man holde sig vågen, gik tiden med f.eks. læsning og husflid - eller man lærte sig selv eller hinanden at spille et eller andet musikinstrument.

”Smarte var vi, og vi havde anskaffet os nogle meget tynde meterlange gummislanger, som vi havde et cigaretrør i den ene ende, og cigaretten var fastgjort på et askebæger, som stod på servante-bordet. Så kunne vi ligge og smøge den i køjen uden at risikere noget, for vi faldt sgu altid i søvn under vores meget ivrige studium af Nat Pinkerton og anden kriminel lekture."

Mange af de unge havde deres seksuelle debut hos prostituerede i fremmede havne. En 15-årig messedreng var kommet i land i Casablanca med nogle lidt ældre og mere erfarne besætningsmedlemmer. Her endte de på bordel, og presset af de ældre fandt messedrengen sammen med en af bordellets piger, en ung pige ikke meget ældre end ham selv. Besøget blev en fiasko, men i dagene derefter drømte han om at frelse hende fra det usle liv i skøgernes gade og tage hende med hjem til Danmark og gifte sig med hende. Da en af styrmændene hørte, at de havde været på bordel, og at messedrengen var ganske uvidende om kønssygdomme, tilbød han ham en lægebog, så han kunne læse om emnet:

”Inden jeg skulle ordne messen til aftenskafningen, havde jeg læst afsnittet om ”Veneriske Sygdomme”. Jeg var næsten lammet af forfærdelse. Det var navnlig beskrivelsen af Syfilis og dens frygtelige følger, min livlige fantasi ikke kunne tåle. Blev man smittet med denne sygdom ville man i løbet af nogle år ende som et vrag, sindssyg og fortabt. Det var jo skrækkeligt. Alt var jo forandret. Jeg følte mit letsindige besøg hos araberpigen som et fordærvet syndefald, der ville bringe guds frygteligste straf over mit stakkels hoved. Og jo mere, jeg tænkte på det, des mere voksede min tro på, at jeg var blevet smittet med den allerværste af de veneriske sygdomme: syfilis”.

Der var forskellige ritualer forbundet med at krydse Ækvator eller Polarcirklen. De ombordværende, der ikke tidligere havde krydset en af linjerne, skulle døbes. På de store damp- og passagerskibe foregik det ved, at Kong Neptun, hans dronning og et ”hof” af varierende størrelse entrede skibet og krævede, at de udøbte blev ført frem. Efter forskellige ritualer endte de med at blive døbt i en balje vand. Som regel fik de nydøbte en dåbsattest.

Det var dog ikke altid, det gik så fornemt for sig, når nogle fra besætningen skulle døbes. Om bord i dampskibet TEXAS var der to besætningsmedlemmer, der ikke tidligere havde passeret Ækvator:

”Der var ikke noget af de store festligheder, som man havde hørt og læst om, der foregik i de store passagerskibe. Om bord havde vi en firkantet pram, som blev anvendt, når der skulle males udenbords. Den stod på dækket og blev nu fyldt med søvand. Så blev assistenten og jeg kaldt ud på dækket og blev stillet op foran prammen. Nu kom kokken med en pandekage til hver af os, og den skulle vi spise. Når det var et krav, skyldtes det nok, at pandekagerne var fyldt med sennep, peber, carry og hvad ved jeg. Det var i hvert tilfælde en hård kost. Da vi langt om længe fik dem ned, fik vi som lindring et stort glas mørkerødt saftevand. Vi var mistænkelige og smagte ganske lidt på det. Men det var OK og vore halse råbte på væske, så vi gik til biddet og nærmest slugte det, hvad vi ikke skulle have gjort, for i bunden af glasset lå en ansjos, og da den nåede halsåbningen, fik vi begge brækfornemmelser og bøjede os ud over prammen og brækkede os. Så blev vi begge to taget i hoved og røv og vippet op i prammen, og så var vi døbt.”.