Tema 14 - Den store verden

Den unge ”Messepetter” Richard Lauritzen var mønstret på damperen ASTRID i København i 1934 (se Høj og Lav). Den første udenlandske havn, de anløb med skibet, var Danzig i Polen. Det var ikke så langt væk, men dengang var der ting og sager i gære, der adskilte Polen fra det fredelige Danmark:

”2. styrmanden gav mig et frimærke til et brev hjem. Han advarede mig mod at gå i land alene. Der er tit uroligheder i byen, sagde han. Den er jo delt mellem tyskere og polakker, og det går skidt mellem dem, siden nazisterne har taget magten i Tyskland. Kokken Jens Pedersen, som jeg nu var på fornavn med, gav mig samme råd. – Danzig har været en god by, men nu er den tyske befolkning tosset, fordi Hitler vil befri den for det polske tyrani. Det rene sludder. Men du kommer ikke i biografen eller andre steder i denne by uden at blive bombarderet med nazisternes modbydelige propaganda! Jeg ville ikke trodse de velmente råd. Men jeg måtte føle den fremmede jord under mine fødder. En aften gik jeg i land, bare for en tur på kajen under den funklende stjernehimmel.”

Polen – ikke så langt væk, men dog alligevel så anderledes. Messedrengen kom snart længere væk og ud på det dybe vand og så den fjerne store verden:

”Vi var i Casablanca. Vi var endelig i havn, og jeg havde set de første arabere i mit liv. Et spændende folkefærd, som jeg ikke havde lært spor om i skolen. Men var de alle sammen så farlige, som 2. styrmanden havde fortalt? Det var svært at tro. Med solens frembrud var åbenbart et signal for havnens brogede mængde af handelsmænd, for pludselig hørte vi et farligt spektakel af råb og skrig og klaprende fødder omme på landsiden. – Det er alle ”prakkerne”, der stormer os, sagde hovmesteren. – Så er det slut med freden.

I den babyloniske palaver syntes jeg at høre nogle danske gloser, og det fik mig til at råbe ind i larmen: Skildpadder! Har I skildpadder? Virkningen var ganske overraskende for mig. Mit kraftige udbrud bragte flokken til tavshed, og mange løftede armene mod himlen som i fortvivlelse og rystede på hovedet. Ingen af dem havde skildpadder på varelisten. Det var en skuffelse, for jeg ville ikke købe noget som helst andet. Flere prøvede dog at friste mig med deres ting og sager, det var små fine tæpper, nydelige skindpuder og tasker, perlesmykker og lignende, men det nyttede ikke. – Skildpadde, sagde jeg. Det ville jeg købe, gentog jeg.

Flokken var ved at opgive mig, men så greb en gammel rynket ”Gandhi” min hånd og sagde. - My friend – I will bring you a very nice turtle here in the afternoon. I promise; in the afternoon! Den gamle “Gandhi” kom senere hen langs kajen og gentog sit tilbud: - You want turles …. I will bring you a very nice one in the afternoon! – Yes, yes! Råbte jeg og vinkede – I understand you very good! – Det var ikke perfekt engelsk, men vi forstod hinanden. Og den gamle marokkaner holdt også sit løfte. Samme aften skrev jeg et langt brev hjem.”.

Skibet gik herefter til Dakar for at få lastearbejdere om bord, idet de skulle laste jordnødder i Kaolack i Senegal. Richard havde læst om Afrika og om de kendte opdagelsesrejsende Livingstone og Stanley, og nu lå han selv oppe på en afrikansk flod:

”Det var da helt utroligt, at jeg nu også befandt mig langt inde i det sorte Afrika. Jeg var i Kaolack, et sted i urskoven med en primitiv laste-plads og en gammel negerlandsby, der lignede illustrationerne i bogen om Livingstone og Stanley. Hertil var jeg kommet ved en sejlads på 45 sømil ad en flod med grumme krokodiller og vældige flodheste, og gennem en tæt urskov, der vrimlede med skrigende aber og farvestrålende fugle. Undervejs havde vi to nætter ligget for anker på floden, og da havde jeg lyttet til junglens mange mærkelige lyde og hørte også flere gange de store Senegalløver brøle i natten. Ja, jeg var i Afrika, og det var ikke mere end godt tres år efter mødet mellem Livingstone og Stanley. Det var næsten ikke til at fatte. Men virkeligt var det.

ASTRIDs besætning talte nitten mand af den hvide slags, men vi blev næsten borte for hinanden i det mylder af kulsorte afrikanere, vi havde fået om bord i Dakar. Det var et arbejdshold på tres mand, meget uens af alder og fysik. De skulle besørge lastningen af os, da der ingen arbejdskraft fandtes i Kaolack. Disse mange arbejdere var fremmede på lastepladsen og havde derfor ophold om bord hos os under hele turen frem og tilbage til Dakar, hvor de havde hjemme.”

Messedrengen Richard mødte således fremmede kulturer og anderledes mennesker på nært hold ude i den store verden, som man mødte som sømand (charterrejser og ryksækturisme lå dengang stadigvæk lysår væk for almindelige mennesker), og det var ikke lige skræmmende det hele, han mødte. Her et lille uddrag af brev hjem til forældrene:

”Bare I kunde se alt det, som nu foregaar om bord i Astrid, det er en stor Oplevelse. Da jeg for lidt siden sad og spillede paa Mandolinen, kom en Neger og stak Hovedet inden for og lo. Han er en pæn Fyr, og jeg synes godt om ham. Han hedder Thomas, siger han. Nu ville han vise mig et par gamle Sko, som han havde faaet af den hjertevarme Hovmester. Hvor var han dog glad for de Sko.”

Richard har således gode og spændende oplevelser baseret på hans samtidige breve til hjemmet. Officererne, herunder hans boss om bord, hovmesteren, var flinke folk. Ofte får man ellers det indtryk, når vi læser romaner, at officererne til søs var grumme folk i gamle dage. Men der var altså også fordragelige forhold og gode folk i gamle dage, og det var jo rart for en lille knægt, der drog ud i den store verden. Selvfølgelig var tonen ofte bramfri, og nogle folk kunne være temmelig håndfaste, men sådan var forholdene også i land på de tider.