T op

 

e-museum
M enu
I ndhold

Tema 15 - Livet på land

Ifølge det gammelkendte mønster fra sejlskibstiden, var det sønner af søfolk, der stod til søs, men denne tradition ændrede sig så småt, da der kom flere dampskibe i de danske havne. Efterhånden som coasterne overtog skibsfarten, ændrede mønstret sig igen: Søfolkene kom nu fra alle steder i Danmark og fra næsten alle samfundslag. Også utilpassede unge tog ud at sejle.

 

Allerede fra barnsben var børnene vant til at færdes om bord på et skibI coasterperiodens begyndelse, altså i 1950’erne og 60’erne, var livet på land stadigvæk ret traditionelt, set i forhold til søfarten og de grupper af unge, som valgte at stå til søs. Sådan er det fortsat, selv om den danske coasterflåde bliver formindsket, som tiden går. En stor del af byens drenges fritid var henlagt til havnen. En havn var altid en tillokkende legeplads med skibsdele, bomme, spil, ankre, skibe på værft og måske oven i købet oplagte skibe, der kunne bruges til uofficielle legepladser. De fleste børn havde adgang til en jolle eller et andet fartøj. På den måde blev de vant til at håndtere en åre og et sejl i forskellige situationer.

Drengene er fortrolige med at håndtere en jolleHvis det var regnvejr, entrede drengene ad en svær trosse op om bord på et større skib, der var sat op ved højvande. Her kravlede de ned i lastrummet og snittede bogstaver og skar skibe ind i træskotterne. Eller også sneg de sig om bord på nogle alderstegne galeaser, der ikke kunne leve op til sødygtighedskravene mere og lå pensioneret i havnen, oplagt mellem de sorte jagtpæle. Herude lå også en overgang et par temmelig store skonnerter oplagt, de havde tidligere været på langfarten. Men tiden havde agterudsejlet den form for søfart. Eller også så satte han og de andre drenge sejl på deres joller. Disse var af vidt forskellig art, en del var aflagte skibsjoller, der var rigget med det obligatoriske firkantede smakkesejl og en trekantet stagfok samt et topsejl til lettere vejr. Så lå de der og sejlede frem og tilbage gennem havnen hele aftenen også efter det var blevet mørkt. De tunge joller var blevet til velsejlende
tremastskonnerter eller til store barker, der kæmpede mod forbandet vejr ved Kap Horn.”.

Børnene fik lov til at give en hånd med om bordSøfartssamfundets knægte havde ofte adgang til at komme om bord på en af byens coastere, der lå i hjemhavnen for at for at komme på værft eller for at holde jul og andre højtider. Mange havde søfolk i familien - det kunne være ens far, bror, onkel - eller det kunne være en person inden for vennekredsen. Beretninger fra søen var også hverdagskost, ligesom sommerferieture om bord på farens skib var et kendt fænomen. Denne nære kontakt gjorde, at de fleste af de vordende søfolk fra disse samfund havde et forhåndskendskab til erhvervet, før de havde deres første udmønstring.

Sådan noget hørte han jo om, når den store familie var samlet til spisninger. Men der var også andre beretninger, altid var de fra søens verden. Der var en onkel, hvis beretninger fængslede tilhøreren, han var selv forlist et par gange, men han var lidt fanden i voldsk og havde en ret kæk måde at berette om tingene på.”

En tur på sommertogt i skoleferien ud i den forjættede verden med et rigtigt skib, en coaster tilhørende familien, blev en stærk oplevelse. Nordatlantens ubarmhjertige søer havde tæsket maden ud af maven på ham og over bord, men det var glemt så snart skibet var inde i smulten bag nordnorske øer og skær.”.

Tilgangen til søfarten, rekrutteringen, i søfartsbyerne foregik således naturligt, som den altid havde gjort. Det gav også byer med søfartsskole og/eller navigationsskole en god kontakt med søens verden.

Også unge, som ikke boede i søfartsbyer, tog ud at sejle, fordi de havde lyst til at opleve den store verden, fordi de havde hørt spændende og dramatiske beretninger fra livet på havet – eller fordi de var skoletrætte:

Da jeg var ca. midt i 10. klasse blev jeg skoletræt, og så var der en ven af mig, der foreslog at jeg tog ud at sejle. Jeg var så heldig at få hyre på en coaster. Og der på den coaster besluttede jeg mig for at tage på søfartsskole. Sølivet, det var noget for mig, og jeg skulle fortsætte til søs.”.

Ja, hvordan kom jeg ud at sejle. Jeg kender en del stykker på en 19 år, der har været ude at sejle, der var delte meninger, om hvordan det var. Så fik jeg chancen for at komme ud og prøve det, og tog den, og det har været godt nok indtil videre, og det tror jeg også det bliver ved med at være. Jeg har gået og leget lidt med tanken om at komme ud at sejle, og havde også set en del om sømandslivet på fjernsynet og har snakket med folk, der har fortalt spændende historier rundt omkring ude fra verden.”.

 

Udtryk på søen: klik her

 

Ordforklaringer

Ankre vil sige, at man lader skibets ankre glide ud i vandet og ned på havbunden, så at de kan holde skibet fast til havbunden. På en båd siger man, at man kaster anker. Det kan man også med et lille anker, men ankrene på et stort skib er alt for store til, at man kan kaste dem.

Bommen er monteret på et skibs mast og kan fungere som en kran, som man kan håndtere gods med. På sejlskibe bruges bomme til at spile sejlene ud med.

Coasterflåde er fragtskibe i handelsflåden, der går ind under betegnelsen coaster.

Jolle er en lille båd.

Langfart er skibe, der sejler på lange strækninger til fjerne lande.

Spil anvendes til at hejse tunge ting op med - eller til at hale skibets ankre om bord på skibet med.

Smult er det rolige vand i læsiden af en kyst og/eller mellem øer og grunde. Dette udtryk bruges som så mange andre af søens udtryk i overført betydning i land.

Stagfok er et trekantet forsejl, anbragt i forenden af sejlskibet, se under faktaboks.

Trosse er et reb til at fortøje et skib med.

Værft er et værksted eller en fabrik, hvor man bygger og reparerer skibe.