Og lykke kunne godt behøves i sejlskibstiden, for da forliste
flere skibe. Hvert år blev skibe med hele besætninger væk
derude. - Nu er det imidlertid helt andre tider. Sikkerheden på
skibene er blevet meget bedre i coasterens tid, men der er
fortsat brug for Lykke på rejsen! En af ulemperne til søs er det
stigende antal piratoverfald.
I et søfartssamfund var og er kendskab til sølivet inden for
rækkevidde, og mange af de nye søfolk havde en hel del
forhåndsviden. Men forkundskaber indhentet på en søfartsskole
blev efterhånden mere almindeligt, og søfartsuddannelse er i dag et krav, før man står til søs. I starten af
coasterperioden var der dog fortsat mange, der
mønstrede direkte
ud uden søfartsskoleuddannelse. I søfartsbyerne foregik det ofte
i et kendt skib med velkendte folk om bord blandt besætningen.
”Skibet, der var bygget på det lokale H.C. Christensens
Stålskibsværft, gled ud af den hjemlige havn bestemt for dansk
havn, videre til engelske pladser og over Biscayen frem mod
Middelhavet. Ja, når sandt skal siges, følte han sig i det
øjeblik faktisk som fuldbefaren, skønt der kun var få måneder på
(søfarts)bogen. Det var der nu ikke så mange der kunne se på ham
på det tidspunkt.
I den ubehagelige Biscayabugt var han måske
sin stilling som dæksdreng mere bevidst. Men i Gibraltarstrædet,
hvor han så klipperne i virkeligheden og anløb havne, han havde
hørt søfolkene berette om, ja da vendte følelsen af sømand
tilbage dybt inde i den søgrønne sjæl. Snart var der delfiner
for boven og flyvefisk på den morgenvåde dæk – hejsa hvor det
gik. Inde i det badevandsblå Middelhav, der slikkede op forbi
koøjerne, følte han sig i pagt med slægten og de gamle søfolk på
havnebænken derhjemme, måske på en lidt mere ydmyg og
taknemmelig måde end før. Nu kunne han blande sig i koret blandt
kammeraterne, når han kom hjem. Jo, det var sand for dyden livet
det her.”.
Der er selvfølgelig mange forventninger, når man står til søs.
Der er mange oplevelser, der lever op til dette. Men omvendt er
der rigtig mange sure oplevelser; specielt søsyge kan være et
overordentligt ubehageligt bekendtskab. De færreste slipper for
at stifte bekendtskab hermed, nogle får det overstået med én
gang, andre må døje med det hele livet, og en del må lige turen
igennem, når de mønstrer ud igen efter ferie i land.
Erindringerne om de ubehagelige oplevelser fordufter imidlertid
ganske forunderligt hurtigt, når skibet kommer i smult vande
eller søsygen er klaret – så er det hele glemt for en stund. Man
glemmer også hurtigt de undertiden ubehagelige møder med andre
folk om bord. Det er ikke alle officerer, der er lige venlige,
og på havet har de stor magt. Og det afhænger i høj grad af dem,
om skibet er "et godt skib" eller en ”møgkasse”, som man forbander langt væk.
Skibskammeraternes væremåde og opførsel spiller i sagens natur
også en stor rolle. I et skib er man sammen i døgnets 24 timer -
ofte med lange sørejser. Man kan ikke cykle hjem efter
udskejning (fyraften) eller tage på weekendophold. Omvendt kan
man i coastere være heldig at komme i land på eksotiske steder.
”Han (skipperen) har de egenskaber, der gør ham til en
vellidt og samtidig respekteret mand. Han kan sidde og få
eftermiddagskaffen sammen med den øvrige besætning på frivagten
på agterdækket og sludre frit, og samtidig have den fornødne
autoritet i kraft af sin kunnen og sit væsen. Han er ikke
humørsyg og hans ord er det samme den ene dag som den anden. Man
kan med andre ord føle sig tryg med ham som skipper, og det er
vigtigt ikke mindst, når en ung knægt skal ud og prøve om
sølivet er noget for ham. Skipper forstår lige at give folk en
opmuntring, hvis tingene hober sig op. Takket være ham, samt
selvfølgelig en god besætning i øvrigt, er
ANNE
BOYE et godt skib at være i på denne del af
rejsen. Vi har en fin rejse til Havanna og ”over Dammen”,
Atlanten.”.
Alt i alt må man lære at klare sig på et skib – man bliver udsat
for nogle begivenheder, der uundgåeligt sætter skub i
udviklingen fra dreng til mand.
