Tema 21 - Den store verden

Nogle søfolks landgang strækker sig til de nærmeste værtshuse, mens andre får set en del af byen og landskabet: ”Skibets 3 J’er: Jack, Jan og Jens har naturligvis været på opdagelse oppe i land, de er altid åbne for nye oplevelser og kontakter – for det meste har de stiftet bekendtskab med en lokal pige, og det er nok ikke det værste man kan blive udsat for. De unge søfolk kan vi absolut godt være bekendt med at have som repræsentanter for skibet og det flag vi fører agter”.

”På flodbredden (Demerara River, Guyana) ved siden af skibet, lå en af de første dage en kano med pagaj - fristelsen var for stor, den måtte vi naturligvis på ekspedition i. Så vi, Inge-Lise og jeg, padlede rundt i nabolaget og betragtede hytter, palmer og jungle. Kort efter at vi havde gjort fast igen, dukkede ejeren op, en ældre gråhåret kvinde. Hun fik et håndtryk og lidt gaver af os som tak for lån af kanoen. Hun og hendes familie boede på den anden side af floden, hvor nevøen havde lidt havelandbrug på et ryddet stykke jungle. Frugterne sejlede han hver dag ind til et marked i byen Linden en times kanosejlads længere oppe ad floden.

Inge-Lise og også senere undertegnede blev inviteret over i deres hytte. Det var en stor oplevelse at få lov til at komme i deres beskedne men uhyre gæstfrie hjem. Den slags oplevelser er der mange af, hvis man er modtagelig. Familien kom senere om bord på genvisit og hilste på besætningen. Da vi afgik, stod hele familien og vinkede farvel fra flodbredden, skønt det var på den årle morgenkvist”.

”Vi ligger gerne nogle dage måske 3 dage eller en uge under land. F. eks. på Falklandsøerne, der er der fint at komme i land, folk er meget gæstfrie der”.

”Tidligt om morgenen gik jeg en tur i byens (Samsun, Tyrkiet) forretningskvarter for at iagttage byen vågne. Dagen startede roligt med kun lidt trafik, gradvist kommer der flere og flere mennesker på gaden, gående, på cykel, i bil eller bus, alle travlt på vej til arbejde. Varevogne kommer til slagteren, bageren eller supermarkedet med deres daglige leveringer. Når man ikke selv har travlt er det spændende at se hvordan hjulene begynder at dreje i den daglige rutine. I denne by mødte jeg mange venlige mennesker, smilende og behjælpelige, når jeg spurgte om vej rundt i byen, de fleste talte godt engelsk. Det var en positiv oplevelse.

Efter Dardanellerne sejlede vi til en lille by, der hedder Masta på den græske ø Chios, hvor der var en cementbro med brohoved halvt så langt som skibet. Her fortøjede vi. Vi lå der natten over, så jeg gik op på den lokale Taverne og talte med fiskerne, der sad der om aftenen og nød noget græsk musik. De taler ikke så meget engelsk og jeg taler ikke så meget græsk, men vi gjorde vort bedste og fik talt sammen, det var rare mennesker”.

 ”Houston ligger ca. 6 timers sejlads op af floden fra Galveston i Mexican Gulf, og hele området er fyldt med olietanke og raffinaderier placeret side om side. Hele vejen hørmer af olie og gas, Texakanerne siger ”det stinker af dollars”, og penge er der nok af i det område. Alle over 15 år har mindst en eller to store biler, og nogle fjernsyn, ”ellers kan man bare ikke leve”. Du kan opleve dem stige ud af deres store bil, talende i mobilen (som de altid gør), med en stor cowboyhat på hovedet (altid), og resten af tøjet ligner noget fra skralde-spanden, eller du kan finde dem på en restaurant ordre en firepersoners middag til een person og spise det hele plus et par pandekager til kaffe. Men de er alle venlige og hjælpsomme, hvis du beder om hjælp vil de gøre alt for at hjælpe dig….

Fra skibet til et handelscenter kørte vi normalt i taxa, men vor kok var lidt mere smart, han spurgte en fyr der holdt ved havnen i sin bil om vej til centeret, fyren svarede ”hop ind knægt så kører jeg dig derhen”, vor kok sparede 5 $ til taxaen, sådan er folkene i Texas. Tampico (Mexico) er en mellemstor by fra starten bygget i typisk spansk stil, senere omgivet af nyere fire og fem etage bygninger, men bygget i en stil så de ikke spolerer idyllen i den gamle bydel. Jeg gik op for at handle lidt, men udbudet af varer var meget dyrt, og af en tvivlsom kvalitet, så jeg forlod de handlende med deres varer. I stedet hyggede jeg mig med at studere menneskemylderet i bykernen.

Langt de fleste indbyggere er af mixet spansk-indiansk blod, men i modsætning til de sydamerikanske lande er det spanske dominerende her. Jeg fandt ingen der kunne tale engelsk her, så jeg måtte nøjes med det spanske jeg kan, men det gik. Tampico var sidste havn i denne rejse, der startede i Dammam den 10. august, derefter havnene Bahrain, Shariah, Samsun, Istanbul, Mestas, Algeciras, Newport News, Houston og sidst Tampico den 7. december, slutningen på en rejse og begyndelsen på en ny. Den næste havn blev Dos Bocas, Mexico, hvor vi lastede stålrør til Genova i Italien. Vi afsejlede den 12. december og sejler nu i Caribean Sea. Vejret er dejligt solrigt med 30 grader uden for. Det er ikke let at komme i julestemning i denne varme. Vi vil formentlig holde julen i Nordatlanten, vi har et lille juletræ og noget julepynt til messerne, og jeg købte to kalkuner og en pattegris i Mexico til aftensmaden og julefrokosten”.

I en sømandsby vil man ofte opleve samtaler og snak, der handler om den store verden og verdens havnebyer. I en del hjem findes der eksotiske ting, der signalerer, at her bor en familie, hvor en fra husstanden arbejder på De syv Have. Sømanden er flink til at hjembringe sager fra fjerne lande.