Tema 23 - Far-vel

Når man tager ud at sejle, er der mulighed for at komme ud i verden og opleve andre ting, end man måske ellers ville komme til, og det er mange tiltrukket af. Det fortæller Søren Hoppe om her:

”Min bedste kammerat under barndomsperioden, han hedder for øvrigt også Søren, han havde en storebror, som sejlede, og han fortalte sådan nogle spændende historier fra Østen og Grønland, så jeg fik lyst til at prøve det og tænkte, at det kunne måske være meget godt at prøve. Der var ikke rigtig andet, der trak. Der var jo oceaner af muligheder, og det var bare at vælge, og det var så, hvad jeg have mest lyst til på det tidspunkt.”.

Før man kan komme ud at sejle, skal man gennemgå en lægeundersøgelse og evt. have en søfartsbog. Når lægeundersøgelsen er bestået, er man klar til at sige farvel til landlivet.

Det foregår for det meste ved, at man tager et fly til en lufthavn i nærheden af, hvor det skib befinder sig, som man skal påmønstre. Her hentes man så af en agent, der fører en til skibet. Her fortæller Mads om sin oplevelse:

”Hej alle sammen! Her er så min første mail fra Ivar Lauritzen. Som de fleste af jer nok ved, kom jeg først ombord i mandags, selvom jeg egentlig skulle have været af sted sidste fredag. Men af uvisse årsager kom jeg altså først af sted lidt senere. Så mandag middag, 8 timer efter afgangen fra Svendborg, stod jeg så i Amsterdam lufthavn og ventede på rederiets agent, der skulle køre mig til Rotterdam havn, hvor skibet lå. Imidlertidig var der ikke noget med et skilt med mit navn eller noget i den dur i syne, og jeg regnede med, at han bare var lidt forsinket. Men da han stadig ikke var kommet efter 20 minutter, begyndte jeg at blive en smule nervøs.

For selv om jeg da ikke er totalt hjælpeløs, er det jo aldrig fedt at være strandet i en ukendt lufthavn uden at vide, hvordan man kommer hverken fra eller til. Men heldigvis nåede jeg lige at opfange navnet Ivar Lauritzen i en samtale mellem to mænd, der kom gående forbi. Det viste sig så at være agenten og en anden dansker, der skulle ud på det samme skib som mig. Agenten havde bare fået at vide, at han kun skulle hente én person, nemlig ham den anden. Nå! Men efter lidt snakken frem og tilbage kom jeg da med. Så det var jo heldigt nok, må man sige! Ellers havde jeg nok stadig bare stået i lufthavnen og ventet.

Da jeg kom til skibet, havde jeg været ombord i ca. 3 minutter og 17½ sekund, da jeg blev sat i arbejde. Der skulle tages stores ombord, så jeg skulle bare i gang med at hejse kasser fra kajen og op på skibet og sætte det ned i maskinen eller rundt omkring på dækket. Så mine første 4-5 timer ombord fik jeg ikke meget tid til at pakke ud og kigge mig lidt omkring. Men det gjorde mig ikke det store, jeg skal jo være her i 3-4 måneder, så jeg får masser af tid til at kigge på skibet.

Til dem, der er interesseret, så er skibet 165 meter langt, har plads til ca. 1500 paller bananer, 900 brugte biler eller 216 containere. Den er bygget i 1990, og blev dengang betragtet som prototypen på det nye årtusinds skib. Så selvom hun er en dame på 17 år, er alting her ombord stadig forholdsvis moderne. Men hun er stadig gammel nok til at være så slidt, at der skal bruges en hel masse små tricks for at få ting til at fungere ordentligt, hvilket i mine øjne bare bidrager til charmen ved at være ombord. Så alt i alt befinder jeg mig allerede rigtig godt her ombord, og besætningen er nogle folk, jeg kan rigtig godt med.”.