Fritid til søs var der ikke meget af i sejlskibene. I gennemsnit
havde man 12 timers arbejde og 12 timers fri i døgnet. Med et
almindeligt søvnbehov på 7-8 timer var der kun 4-5 timer i
døgnet til at spise, klæde sig på, drikke te eller kaffe,
personlig hygiejne samt toiletbesøg. For det meste blev fritiden
sovet væk – der var ikke tid og kræfter til andet.
”Frivagterne? Puh-ha. Der røg vi lige på hovedet i køjen og
så sov vi lige som en sten.”
Søfolkene var på mange områder afskåret fra omverdenen. Der
eksisterede ingen form for radio, ingen nyhedsinformation, ingen
underholdning – ud over hvad de selv kunne finde på. Når skibet
var i søen, betød det mindre. For det meste nåede man kun lige
at stikke hovederne sammen ganske kort, inden der skulle soves.
Og tit var der kun tid til at læse eller genlæse breve
hjemmefra. Egentlig fritid om bord kunne man stort set kun
opleve på de store
fuldriggede sejlskibe, der med passat-vindene i ryggen
krydsede de store oceaner.
”Som
regel der i de danske skonnerter når de havde
frivagt, og de
havde været oppe og havde puklet i den tid, så var de sgu gerne
så udmattede, så de sov altså fra det hele. Så var det en anden
ting i de store sejlskibe i passaten, hvor det var så fint vejr,
der var mange der brugte deres frivagt til at lave
skibsmodeller – helmodeller eller halvmodeller og andre
sådan forskellige ting. Ligesådan
flaskeskibe blev der lavet. Jeg kan huske flere gange jeg
var på Charlie Brown, en meget kendt beværtning i London, hvor
alle verdens søfolk kom når de havde mønstret af, og der var
alting deroppe – der var krokodiller og
assagaier og alt mellem himmel og jord og skibsmodeller, og
der var det så tit, når søfolkene ikke havde mere, så tog de sgu
deres skibsmodel under armen og gik op og sagde, hvad kan jeg få
for den? Jah, du kan få ti shilling, og så kan du indløse den.
Og så fik de ti shilling og drak dem op, og den blev aldrig
indløst, så de fik jo nogle souvenirs – folks arbejde der.”
”I skonnerterne var der ikke noget fritid. Men i de store
skibe. Jeg kan huske engang vi lavede sådan en kludebold. Dagen
før havde der været åbent i slopkisten, og så var der en af mine
kammerater, en matros der havde købt et par sko, og dem havde
han på dagen efter, da vi spillede fodbold. Vi løb rundt på
stordækket og det havde jo ikke meget med fodbold at gøre. Det
var nærmest sådan tjatteri. Og så sparkede han kraftigt, så
denne her sko røg af og op i rigningen og udenbords regnede han
med. Der røg din sko udenbords, var der nogen der råbte. Ad
helvede til, råbte han, så blev han så gal, så tog han den anden
af og smed ud. Men så var der en der sagde – jamen her sidder jo
din sko – den sad fast i rigningen. Så blev han endnu mere
tosset.”
Det hændte, at der blev spillet musik og sunget, men som regel
ventede man til skibet kom i havn. Det var i havnene, sømændene
kunne slå sig løs, mens skibet ventede fragter eller skulle
repareres. Når skibet nærmede sig en havn efter mange dage til
søs, begyndte landgangsfeberen. Snakken tog til om alle de ting,
man skulle nå, inden sejladsen blev genoptaget. Nogle brugte
straks opholdet i havnen til at få et velkomment kosttilskud.
”Når vi kom til en dansk havn, så røg vi op og købte en hel
lagkage. Den kostede 2 kr. – en flødeskumslagkage. Så åd vi
den. I England købte vi plumbudding, og i Spanien købte vi
engang nogle fine kager, og der var noget i, og det var sgu
klipfisk, så vi åd dem altså ikke. Vi havde lige losset klipfisk
og så få en kage med klipfisk!”
Sømændene var afskåret fra et almindeligt seksualliv. I uger og
måneder lå de ude til søs uden at have kontakt med kvinder. De
unge var afskåret fra at søge den naturlige kontakt til
jævnaldrene unge piger, og de voksne mænd måtte undvære deres
kæresters kærlighed. I det mandssamfund, som skibene udgjorde,
blev kvinder for nogle en besættelse, og besøg i havn kunne ikke
råde bod på den manglende kontakt med kvinder. Disse havnebesøg
blev for det meste et spørgsmål om hurtigt at tilfredsstille
nogle seksuelle drifter – det vil sige, at man købte sig til et
samleje med en totalt fremmed og uvedkommende pige, for hvem det
kun gjaldt om at få det overstået. Allerede mens skibet var på
vej ind, havde man om bord besluttet sig for, om man skulle på
bordel eller horekasse, som man også kaldte det. En ung sømand,
som tøvede med at slutte sig til selskabet, kunne blive til grin
blandt de andre.
”Jah, når søfolkene de gik i land – hvis der var bordeller,
så gik de ind på dem og ellers på havnerestaurationer, hvor de
kunne træffe piger. Det var gerne de ældre som tog føringen. Vil
I med derhen? Skal vi det i aften? Og sådan. Nogle ville jo med
og andre ville ikke. Der var ingen tvang, men sådan en ung mand
som ikke ville med på bordel kunne de godt lide at drille lidt –
åh – sådan en barnerøv osv. Så hændte det jo, at han til sidst
tænkte…det skal de skisme ikke tro…og gik med.”
Frygten for kønssygdomme afholdt dog nogle fra at gå med.
”Der var en fisker med oppe fra Hanstholm. Vi kom til
Malaga
og skulle losse fisken, og så var han gået op til nogle piger,
og så gik han og ragede sig en
gonoré til, og jeg så hvordan han
skabte sig og jamrede sig, og han blev lagt i land på et
hospital og kom slet ikke med skibet, vi måtte sejle fra ham. Da
tænkte jeg ved mig selv: For det første kom jeg fra et godt
barndomshjem, og for det andet, tænkte jeg, du skal aldrig komme
til sådan en pige, for der er alligevel risiko, når jeg havde
set ham, hvordan han led og så blev sejlet agterud dernede i
Malaga, så tænkte jeg ved mig selv: nej, det skal du holde dig
fra!!”
Nogle prioriterede i stedet det at komme ud at se noget nyt. Det
kunne være tyrefægtning i Spanien, en tur i teatret i London
eller måske noget helt tredje.
”Jeg kan huske, da vi lå i Norge, da var vi ude at se på
Holmenkollen – nej, det med værtshuse, det har jeg ikke haft
lyst til sådan.”
