Tema 7 - Den store verden

De søfolk der fik mulighed for at komme med de større skibe, som sejlede til andre verdensdele, mødte folk fra helt andre kulturer end den nordeuropæiske, som de selv var en del af. Dengang havde man et noget andet menneskesyn end i dag, og fordomme om andre kulturer var almindeligt. Dog kunne kortvarige bekendtskaber opstå spontant alligevel, og hvis der var tale om længerevarende havneophold kunne der knyttes kontakt til de lokale. Lettest var det, hvis der var tale om andre nordeuropæiske eller nordamerikanske havne. Kom et sejlskib til en lille havneby, kunne besætningen være så heldig at blive inviteret med til fest.

”Vi kom op til New Foundland i december måned. Det var helt sjovt at komme op og losse kul på sådan en lille plads. Der boede 300 mennesker der. Første dag, vi var kommet ind, så var der fest. De havde sådan et forsamlingshus (…) og når kulskibet kom den ene gang om året, så var der fest, og det vil sige, at vi jo skulle op og spise til aften, og der kom så de lokale folk og så spillede de jo. Vi stak helt af fra selskabet, for vi havde jo vores sko på og lignede slet ikke de andre. Men det gik godt og det var sjovt.”

Sværere kunne det være for de danske søfolk at begå sig, når de sejlede til fjerne egne. De folk, som sømændene mødte, var ofte blandt de fattigste. Det kunne være havnearbejdere, prostituerede eller måske tiggere, der var henvist til et kummerligt liv i rendestenen. Sprog- og kulturbarrierer gjorde kommunikationen overordentlig vanskelig. Alligevel hændte det, at man fik fælles oplevelser med den lokale befolkning på godt og ondt.

”This, Charles, Hjulemand og jeg omme i floden, som løber ud et lille stykke herfra, og vaske tøj og hente vand. Fint vand at vaske i. Vandet har vi nemt ved at få fat i. Vi vender bare båden, så den bliver næsten fuld af vand, for vi skal jo også være der. Jeg ved ikke hvor mange mil oppe i landet floden kommer fra, men hele vejen ud bader folk i den og vasker tøj og smider affald ud i den. Der er ikke meget vand i den nu. Når vi ligger på maven, stikker ballerne ovenfor. De sorte piger her har ikke badedragt på, så de må ligge på maven hele tiden. Vi maver rundt mellem hinanden i al ærbarhed. Det er meget fint drikkevand. Det kan næsten gå ombord selv, så fyldt af alskens ting er det. Selv hajerne kan lide det. De kommer helt ind på det grunde vand, småhajerne altså, for at få en god mundfuld af det dejlige vand. Jeg kan gætte mig til, hvor sprælsk det vil blive, når vi har sejlet rundt i varmen med det i nogle uger. Når vi så kommer ombord, hiver vi det op med pøse og hælder det i vandfadene. Vi har to store stående foran halvdækket agter samt et stort træfad surret på dækket samt en stor beholder nede i forskibet.

Traf negeren fra Cape Vincent, vor gode ven. Han gav os kokosnødder. Dem er der nok af her i træerne. Fik dem i frøkapslen, men han viste os, hvordan vi skulle få dem ud af den. Vi drikker en del kokosmælk, som skulle være sundt. Det er i hvert fald rent. Om aftenen var alle mand i land til fest og fik limonade, men vi gik ret tidligt om bord igen. Det var en fin måneskinsaften, så Aksel og jeg startede igen. Nu ligger der en del negerhytter placeret rundt omkring i sandet på vejen op til byen. I en ret stor, som der ikke var sider i, var der dækket et stort bord med forskelligt. Der skulle nok være fest, men der var ingen mennesker, så Aksel og jeg satte os ned og ventede. Der kom ingen, så vi smagte lidt på varerne, så gik vi, for Sveske blev bange for, at vi skulle få tærsk, hvis de opdagede os.

Om aftenen til fest på pladsen, ja det er altså en stor plads med træer og buske. I midten et monument og en åben plads med stole, som vi kan leje, men det opdagede vi for sent. Det var en aften, alle stolene var optaget, så rejste et par sig vel for at strække benene lidt, og straks snuppede vi stolene. De kom tilbage og blev ved at kredse om os, men sagde ingenting, så vi blev siddende. Senere fortalte Vincent os, at vi skulle give penge for stolene, så det var en flov historie. Hvad mon pigerne tænkte om os. Inde på denne lille åbne plads går alle de hvide, altså noblessen, som vi altså mener vi hører til, idet vi også opholder sig der. Uden om går så alle de sorte, eller dem som ikke er hvide nok, og alleryderst går så skravlet.” .

Indtrykkene fra den store verden tog mange med sig hjem i form af forskellige souvenirs, der kunne foræres til familien. De hjembragte sager gjorde som regel altid lykke.

”Nede sydpå havde de alle de sydfrugter, appelsiner og vindruer. Det var luksus dengang. Jeg købte en stor trækasse med figner. Den havde jeg med hjem til mine brødre og min søster. De kendte jo ikke andet end de tørre. Den gjorde lykke den kasse der. Min søster var 1 år ældre end mig, og hun kunne altid bruge parfume og sådan noget. Det var spændende med udenlandske ting, især fra Frankrig. Der var ikke så meget ved ting fra England.”