Tema 8 - Livet på land

I 1920’erne var tiden for sejlskibene ved at rinde ud. En økonomisk krise, som fulgte efter afslutningen af 1. Verdenskrig, betød, at stort set alle sejlskibe blev lagt op. Det vil sige, at de lå i havnene uden mandskab eller last om bord. Ejerne ventede på bedre tider, men de kom aldrig. I stedet søgte flere og flere arbejde på dampskibene, der nogle steder lige akkurat kunne holdes kørende økonomisk. Men arbejdsløsheden var stor, og mange søfolk gik i land og ventede på at komme ud at sejle igen. For at få arbejde måtte man være beslutsom:

”Jeg var på Styrmandsforeningens kontor og meldte mig i foreningen. Gik derfra med en negativ indstilling til fremtiden. Der var ingen håb om hyre derigennem. Jeg husker ikke, hvor mange ledige styrmænd foreningen havde gående, men det var mange. Forretningsføreren anbefalede mig, at rejse hjem til Marstal, der var måske større chance for at få en hyre med et motorskib, eller et af de få sejlskibe, der endnu var tilbage, chancen var sikkert større der, end den var i København. Det var ikke just lyse udsigter. Nå, jeg sagde farvel til Hekla, kom i land ved Toldboden og var indstillet på at løbe på trapper til de forskellige rederier resten af dagen, jeg måtte jo i alle tilfælde have en ansøgning liggende, hvis der pludselig skulle vise sig noget. Da jeg kom gående op i Bredgade mod Kongens Nytorv på vej til rederiet A. P. Møllers kontor, dette var vel det, der var mest kendt i Marstal. Der var mange styrmænd herfra, der blev ansat netop der. Pludselig fik jeg øje på et blank-pudset skilt, hvorpå der stod Dampskibsselskabet Torm, Bredgade 6. Det var et selskab jeg ikke kendte meget til eller havde hørt om.

Jeg havde nogle gange set et mindre sejlskib med et T i skorstenen passere holmen for at gå op i gasværkshavnen, men ellers kendte jeg intet til dette selskab. Det var mest mærskselskaberne, vi hørte om i Marstal. Ja, du skal nok igennem alle rederierne, tænkte jeg, så hvorfor ikke øve dig lidt med at begynde her? Jeg kom ind på kontoret og fremsagde mit ærinde, der blev rystet på hovedet og peget på en hylde med en stor stak papirer. Det er bare ansøgninger, blev der sagt. Jeg spurgte om rederiet havde trykte formularer til ansøgning, eller om man bare kunne sende en ind med kopi af ens papirer, så måtte den vel komme til at ligge øverst. Han spurgte med et lille smil, om han måtte se mine papirer. Jeg havde ret gode eksamener, havde også en anbefaling fra min tid i Bonavista (et sejlskib). Han kiggede papirerne igennem og sagde: et øjeblik! og forsvandt ind i et af kontorerne. Et øjeblik efter kom han tilbage uden mine papirer, lukkede lemmen op, idet han sagde, at direktør Kampen gerne ville hilse på mig.

Jeg kom så ind til selve chefen, som sad og kiggede på mine papirer. Vil De gerne ind i vores rederi, var hans første spørgsmål. Ja tak, svarede jeg. Jeg ville nu hellere have været ind i et noget større rederi, et der havde større skibe. Torm havde vel dengang en 16-18 skibe. Den største lastede omkring 3000 tons og de mindste omkring 16-1800 tons. Men det var ikke tider at vrage, masser af styrmænd gik ledige. Så måtte man være glad og tilfreds for et sådant tilbud. Ja, men så er det i orden, svarede han og rakte mig mine papirer. Opgiv Deres adresse til hr. Jensen ude i forkontoret, rejs hjem og hold en lille ferie og De vil høre fra os i løbet af ca. 14 dage. Jeg gav hr. Jensen min adresse. Med et lille smil ønskede han mig god ferie, og jeg rejste hjem. Den 20. oktober mønstrede jeg som andenstyrmand om bord på dampskibet Signe af København. Jeg kom om bord på Helsingør red, og det var første gang jeg satte mine fødder på dækket af et dampskib.”

Forholdene på et dampskib var på mange områder helt anderledes end på sejlskibene. Man fik som regel en bedre løn, og der var ofte bedre arbejdsvilkår. Men dampskibene var også genstand for faglige kampe, og det lå i luften, at man som matros måtte deltage aktivt. Det kunne dog være en dyr fornøjelse og i sidste ende føre til arbejdsløshed på ny.

”Nu var jeg helbefaren matros 22 år gammel, og jeg blev stoppet til orlogs, og jeg søgte arbejde i Frihavnen og lærte at betjene et dampspil. Jeg fik undervisning af dem, jeg skulle arbejde sammen med, og jeg opdagede snart, at det var betydeligt lettere med mekanik end at stå i et krøbbelspil og lægge alle kræfterne i et håndsving hele dagen for at få kul eller anden last op af rummet. Jeg tjente 4 kroner den dag, og jeg havde aldrig før tjent så mange penge på en dag og så let. Jeg tænkte, skal du gå ombord på en damper, og jeg tog min beslutning.

Sømændenes Forbund var næsten lige trådt ud i livet, og jeg blev medlem. Den danske sømand vågnede i forståelse af, hvor urimelig lille hans betaling var, for det arbejde, han udførte. Matroshyren var 50 kroner om måneden. Nu krævede vi den sat op til 60. Det ville rederne ikke gå med til, og den første danske sømandsstrejke blev etableret. Et knusende nederlag blev resultatet. Der var ingen strejkefond, så hver enkelt måtte bære byrderne, og bevægelsen blev fuldstændig sprængt. Efter dette måtte man for at få hyre underskrive en erklæring på, at man ikke var tilsluttet nogen fagbevægelse. Rederne indførte karakterbog, som tilkendegav, hvordan opførsel og duelighed var beskaffen, men det mudrede blandt søfolkene. Der gik nogle år, og så samledes vi et halvt hundrede stykker i den lille kælder i Toldbodgade, hvor kølen til det nuværende forbund blev lagt takket være dygtige mænds oplysningsarbejde. Den næste strejke vandt vi, men måtte underskrive en otteårig overenskomst.”