Tema 9 - Far-vel

For nogle var søen en naturlig arbejdsplads at vælge, mens den for andre nærmest blev en nødudgang. At flere og flere rejste fra landet til byerne føre naturligvis til, at befolkningspresset på storbyerne voksede. Det medførte for mange vanskelige levevilkår, hvis der kom perioder med arbejdsløshed, eller hvis lønnen var lav. Mange søfolk til dampskibene blev rekrutteret i byens fattige kvarterer. Man søgte arbejde til søs, fordi der ikke var andre muligheder, eller fordi man var træt af omgivelserne og den situation, man befandt sig i.

”I tiden 6. oktober til 3. november 1919 gik jeg hver dag på DFDSs forhyringskontor ved Kvæsthusbroen. Det var mellem klokken 10.00 og 14.00. Der skete sgu aldrig mig noget. Der kom mange drenge, som blev kaldt ind på kontoret, kom ud igen, og jeg så dem aldrig mere. Da jeg havde siddet der en 14 dages tid, og der stadig ikke var bud efter mig, blev jeg sgu gal i hovedet, gik hen og bankede på døren, lukkede op og gik ind. Hvem har sendt bud efter dig? lød det fra en herrestemme bag et stort skrivebord, og jeg svarede: Det er der ingen der har gjort, men nu er jeg kommet her i 14 dage og har set mange drenge komme herind, og komme ud igen, hvorefter jeg ikke har set dem mere, hvorfor jeg mente, de havde fået hyre, så jeg mente, det måtte være min tur nu! Du er for lille. Du kan ikke nå kopperne i dækket, sagde han. Kopper i dækket, tænkte jeg. Så kan jeg vel tage en stol at stå på! svarede jeg. Ej, ej, sagde han, en lille vågen er bedre end en stor og doven, og så fik jeg hyre som messedreng på ”Niels Ebbesen”, København-Randers og retur, og jeg skulle møde mandag morgen kl. 06.00 på ”Niels Ebbesen” medbringende tøj, madras og sengetøj, vær så god, og det var mandag den 3. november 1919.

Nu var det med at komme op til den af DFDS befalede læge og blive totalt undersøgt for både legemlige og åndelige sygdomme. Han syntes nok, at jeg var lidt spinkel, men ellers sund nok, så jeg passerede hans stærke brilleglas. Jeg fik bedstefaders værktøjskasse, en stor firkantet kasse med låg og beslag. Nu var Otto kommet hjem, så han stod op og hjalp mig til båden med kassen med mere. Da jeg for sidste gang gik ud af døren i nr. 32, sagde fruen til min far: Ja, nu kan du jo se, om han kan være hos andre mennesker! Egentlig ville jeg have været i snedkerlære, men da snedkermestrene i København ikke havde deres lærlinge boende, og jeg hverken kunne eller ville bo hjemme, ja så var den hurtigste udvej at sende mig til søs, og – ja – det var egentlig godt. Jeg trængte til både mad og øretæver og fik begge dele, men absolut ikke flere end de andre drenge ombord.”

I damperne var der brug for en helt ny type søfolk. Det var folk, der kunne håndtere og vedligeholde de teknisk komplicerede dampkedler. Matroserne fik derfor selskab af fyrbødere og maskinister, der havde deres egen fagforening og arbejdede under andre vilkår med meget faste regler for arbejdstider med mere. Men det gik de fleste steder nogenlunde. Lærepladser for smede var de fleste steder et lige så barsk sted at blive udlært som på et skib. Det var derfor ikke svært for smedene at falde ind i jargonen, selv om tilværelsen blev mere opdelt om bord. Fyrbøderne snakkede ikke så meget med ”dem forude”, matroserne, ganske enkelt fordi de to grupper ikke opholdt sig de samme steder på skibet i dagligdagen. Det aftvang en naturlig respekt, hvis man var god til sit håndværk. Ikke alle smede var dog lige søstærke, men alt kunne jo læres...

”Der var jo ikke arbejdsløshedskasser dengang. Enhver måtte klare sig selv. Der var jo fattigforsorgen, men den undgik enhver ærekær borger. Jeg gik en måned uden arbejde og var hver dag på tæerne fra morgenstunden, men alle vegne den samme besked, desværre er der ikke brug for Dem. Det var en trøstesløs vandring fra sted til sted. Min moders søster havde et stort pensionat i Svendsgade. Hende hjalp jeg med at hente varer hjem og gjorde anden nytte, så der fik jeg min gode mad, så jeg betalte kun for logiet hjemme.

En dag jeg gik på Kongens Nytorv, kom en tidligere svend hos min læremester mig i møde. Han sejlede nu som første mester med s/s ”Jeanne”, rederiet Heimdal. Han og jeg havde arbejdet meget sammen, og han spurgte mig, hvorledes det gik. Snavs, sagde jeg. Kunne du tænke dig at komme ud at sejle? Det kunne jeg godt, for den drivertilværelser huede mig ikke. Han gav mig et kort, hvorefter jeg henvendte mig til forhyringsagent Jepsen i Nyhavn. Jeg fik en søfartsbog udleveret og blev påmønstret som lemper, men jeg skulle gå dagvagt i maskinen fra kl. 6 til 6, og kun når det kneb med kullene, når de lå langt tilbage i bunkerne skulle jeg hjælpe til der.

Min moder blev meget overrasket, da jeg kom hjem og fortalte, at jeg skulle ud at sejle. Jeg fik en dyne og en pude, og så sagde jeg farvel og tak og drog på langtur med s/s ”Jeanne”. Den var bygget i England og mandskabslukaferne var i stævnen. Det var ret ubehageligt, når man skulle midtskibs i dårligt vejr. Jeg arbejdede mest i maskinen med reparationer og vedligeholdelse. Der lærte jeg meget. Vi sejlede først til Skutskär, en lasteplads nær Gävle, hvor vi lastede træ til Rouen i Frankrig. Oprejsen gik godt med fint vejr, men på rejsen igennem Østersøen til Kielerkanalen havde vi meget hårdt vejr. Jeg var meget søsyg, og først da vi kom til Holtenau ved Kielerkanalen søndag morgen, var skibet i ro igen, og kunne jeg have gået i land, da vi lå i slusen, havde aldrig nogen fået mig om bord i noget skib mere, men jeg måtte fortsætte, og efterhånden kom man over de børnesygdomme også. Da jeg mest opholdt mig i maskinen, kom jeg ikke så meget i berøring med gutterne forude. Det var brave mennesker, og de var ikke brovtne over, at jeg havde en del lettere tjeneste end dem. De respekterede mig som fagmand, og jeg blev ommønstret til donkeymand, så ved land passede jeg donkeykedlen, medens fyrbøderne havde rengøring af hovedkedlerne og maskinerne, når vi lå i land.

Vi havde senere fået en lemper, en ung fynbo, som fyrbøderne gjorde megen grin med. Dengang var det således, at hver fyrbøder havde en ration af 2 flasker brændevin pr. uge i fast ration. Senere blev det ændret, så vi fik kakao udleveret i stedet for snaps. Den omtalte unge fynbo skulle jeg vække en dag i søen, inden han skulle på vagt klokken 8 morgen. Han blev purret ud klokken 7.30, da han skulle spise frokost, før han tørnede til. Jeg vækkede ham med de ord: Op at stå, du skal ud og skaffe. Det er jo udtryk for spisning om bord. Han svarede helt grædefærdigt på sit fynske mål: Hvad skal jeg skaffe, i går skaffede jeg to ankre brændevin, jeg kan da ikke blive ved med at skaffe! Det morede os alle, hans udbrud. Han var jo ikke klar over, at jeg mente ”frokost”.