Tema 2 - Far-Vel

I sejlskibstiden havde man ikke mulighed for at vælge mellem uddannelser og beskæftigelse som i dag. Drengene kom meget ofte til at lave det samme som faderen, mens pigerne skulle lære at holde hus ved at tjene på gårdene eller i større husholdninger. Her skulle de være, til de var giftemodne. Konfirmationen var et afgørende skel. Det omgivende samfund anså herefter én for at være klar til arbejdslivet. Når man blev konfirmeret, gik der ikke længe, før leg blev til alvor. Familierne var børnerige og havde som regel ikke ret mange penge. Når barnet blev sendt af sted, var der en mund mindre at mætte. Hvis man var dreng i et søfartssamfund, eller hvis ens familie var beskæftiget i søfartserhvervet, så var der gode chancer for, at man selv skulle til søs. Tradition spillede en stor rolle, og mange gange var det allerede aftalt på forhånd, hvilket skib den unge skulle sejle med. Nogle gange kunne det gå hurtigt, og før konfirmanden vidste af det, kunne han være på vej til skibet.

”Konfirmationsfesten skulle være om onsdagen, da vi skulle til alters, og da var jo lagt stort i kakkelovnen. De skulle jo være der alle sammen, når vi kom hjem fra den kirkehistorie der, og skulle spise, og det gik fint med det, og så der klokken 5 om eftermiddagen, da kom der sgu et telegram at jeg skulle rejse klokken 5. Jeg havde fået hyre.”

Arbejdsaftaler med skipperen eller ejeren af skibet var tit indgået på forhånd, men før man kunne komme om bord, skulle man lige ses an.

”Jeg gik med min bedstemor derned, og hun spurgte, om han havde brug for en dreng. Ja, det har vi, sagde han, er det ham der? Ja, det var det jo. Ja vi kan godt prøve at tage ham med. Og så skulle jeg have 10 kr. om måneden, og hvis jeg så duede til noget skulle jeg have 15 kr.”.

I søfartssamfund blev konfirmationen afholdt tidligere, så drengene kunne nå at sejle ud med skibene, lige så snart isen begyndte at smelte i slutningen af marts eller i begyndelsen af april:

”Vi havde altid konfirmation 14 dage før andre havde. Så sejlede vi til Marstal. De skibe der havde været hjemme og overvintre og blev repareret om vinteren, de skulle gerne ud senest i april og så skulle konfirmationen være overstået først. Det var hyrebasser, det kaldte vi dem dengang, altså privatfolk, der forhyrede søfolk. De havde gerne sådan en lille søudrustningsforretning ved siden af med olietøj og søstøvler og forskellige knive, hvad en sømand skulle have, merlespir og sejlhandsker og sådan.”

Udrustningen blev der mange gange sørget for hjemmefra. Køjesækken og skibskisten var vigtige. Skibskisten blev gerne pakket af moderen. Og konfirmanden kunne regne med at få en god og fornuftig udrustning med sig med tøj til alt slags vejr, hvis familien var vant til at beskæftige sig med arbejdet på søen. Selve mønstringen om bord foregik på den måde, at den nye dreng fik anvist en køje forude - og så blev han straks kastet ud i arbejdet. Allerede på det tidspunkt gik sølivets barske realiteter op for den unge, og nogle af barndommens drømme er nok hurtigt fordampet op i den blå luft.