Livet på sejlskibene var underlagt en lang række love og regler,
skrevne såvel som uskrevne. Mange af disse regler var nok
nødvendige, mens
nogle i vores øjne kan virke barske og urimelige. Et sejlskib
langt fra havn var som et afsondret lille samfund, og i tilfælde
af krise måtte der ikke herske tvivl om, hvem der gjorde hvad.
Derfor havde skipperen eller kaptajnen altid det endelige ord,
og man skulle altid adlyde ham. Det var også skipperen, der var
øverste myndighed, altså en slags dommer om bord. Det var ham,
som kunne straffe folk ved at trække dem i løn eller sætte dem i
land i den nærmeste havn. Det gav skipperen et stort ansvar, men
også mulighed for at tyrannisere sine folk, når skibet var på
havet, hvis det var det, han ville. Omvendt kunne han også
belønne mandskabet med ekstra fritid i havn, ekstra kost eller
måske en lønforhøjelse.
Når man stod til søs med et sejlskib, måtte man blot håbe, at
skipperen var en rimelig mand, og at han og besætningen
behandlede én godt. Men det var ofte ikke tilfældet. Selv om det
var ulovligt, blev fysisk afstraffelse som tæv eller spark ofte
brugt over for skibsdrengene, der jo var nye i faget og lavede
fejl en gang imellem. Man kunne ikke stille meget op, hvis man
kom om bord på et ”uheldigt skib”. Man var ifølge loven
forpligtet til at sejle med i minimum to år, og der var ikke
mulighed for at sige jobbet op. Stak man af fra skibet, når det
kom i havn, blev man kaldt for ”rømningsmand”. Og hvis man var
det, måtte myndighederne i land arrestere en, og så måtte man
betale en ret stor bøde eller i værste fald gå i fængsel.
”Jeg mønstrede om bord i en galease, der lå i Frihavnen i
København og skulle være bedstemand. Det var et lille skib –
indenrigs. Da jeg havde været der i to dage, så pakkede jeg sgu
min sæk og så gik jeg i land. Jeg havde fået 15 kr. i forskud
til en ny halmmadras. Så lagde jeg resten af pengene på
madrassen og til ham den anden dreng, der var om bord, sagde
jeg: ”Nu ka´ du give ham dem der og sige jeg er gået!” Så var
jeg jo rømningsmand. – Men så kom der jo bud fra
Sø- og
Handelsretten, at jeg var rømningsmand og jeg skulle straffes.
Og så fik jeg en bøde på 12 kroner, og ham det frække bæst der i
Holmensgade 1. udskrivningskreds han mente jo, jeg var et
forfærdeligt menneske, at jeg sådan kunne rømme fra skibet. Han
skrev ned i min søfartsbog, at jeg rømte. Så tænkte jeg: ”Tak
skal du ha´, nu får du aldrig nogen hyre mere!” Nej, jeg var en
storforbryder!”.
Om bord på skibet var folk ordet efter rang. Officererne var
selvfølgelig øverst, men mellem resten af mandskabet var der
nogle helt
klare, uskrevne regler for, hvordan man skulle omgås hinanden.
Der var ingen plads til sarte følelser eller fine fornemmelser.
Omgangstonen var rå og kontant, men sammenholdet kunne være
stærkt.
De ældste matroser havde mest at skulle have sagt. Den
ældste fik den bedste køje og det behageligste arbejde, men
måtte til gengæld gå forrest, når det virkelig gjaldt. Det kunne
være vanskeligt arbejde i riggen eller måske som søfolkenes
talsmand over for kaptajnen, hvis der var noget, de var
utilfredse med. Systemet fortsatte hele vejen ned til
skibsdrengen eller
kokkedrengen, der ikke havde ret meget at sige. Til gengæld
var det almindeligt, at man skulle hjælpe hinanden med arbejdet
og hverdagens problemer. Den mere erfarne skulle være parat til
at hjælpe den mindre erfarne med arbejdet.
”Ja, det er sådan, altså når vi er i søen, at hvis der er et
job vi mener vi kan klare bedre end en anden, at vi ta´r det.
Det er somme tider, det har jeg da set, at de [skibsdrengene]
har stået og rystet for at skulle gå til vejrs, når sejlet
rigtig har slået til. Så har jeg sagt somme tider: ”Bliv du bare
nede, det skal jeg nok klare selv.” Det har jeg gjort flere
gange. Og jeg ved en jeg sejlede med, senere han blev skipper,
da jeg kom til at sejle med ham, så sagde han: ”Jeg kan sgu
huske da jeg var en dreng, du var flink ved mig og lod mig blive
nede.” Men jeg vidste jo, hvor farligt det var for nybegyndere
at komme op i sådan et sejl.”
Folkene holdt øje med hinanden i dårligt vejr og var parat til
at give en hånd, når det kneb. Det var en helt naturlig sag, og
der var ingen, der sagde tak for hjælpen – man forventede, at
alle ville gøre det samme. En selvfølge var det, at man deltes
om
provianten. Der var ingen, der kunne tage noget til side til
sig selv uden at være en dårlig kammerat. Derfor købte man
heller aldrig ekstra proviant med. Man hjalp også hinanden i
fritiden, og at låne lidt penge til en kammerat var der ikke
noget i vejen for.
”Hvis der var noget man kunne hjælpe med gjorde man det. Jeg
har da f.eks. vasket tøj for en og syet og stoppet for en anden
– en svensker, og jeg blev selv engang hjulpet med nogle rubler
oppe i Skt. Petersborg, dengang kunne jeg ikke få noget hos
skipperen. Der var en der gav mig lidt. Han tænkte det var synd,
at jeg ikke skulle have en ting med hjem til mine forældre. Man
kunne købe de her æg med mange små inden i og tobaksdåser. Det
var russisk lakarbejde.”
Gensidig tillid var forudsætningen for, at man kunne hjælpe og
stole på hinanden som skibskammerater. Hvis nogen brød denne
tillid, reagerede de andre. Tyveri var groft brud på
kammeratskabet – ja, selv mistanke om tyveri kunne ophidse
gemytterne. At låse sin skibskiste var det samme som at beskylde
kammeraterne for at være tyvagtige. Den slags tolererede man
ikke.
”Man måtte ikke låse sin skibskiste. Det var det samme som at
vi mistænkte kammeraterne for at stjæle. Jeg havde en lås i
kisten, og jeg kunne ikke tage nøglen ud uden at jeg skulle låse
den, og den måtte ikke sidde i for de stødte benet imod. ”Hvad
skal jeg gøre?” spurgte jeg. ”Ja, du kan brække låsen af!” sagde
de. Det måtte jeg så gøre”.
Bonde var et skældsord i et sejlskib. Et bondeskib var et skib,
hvor tingene blev grebet forkert an, og hvor kammeratskabet ikke
fungerede. I de fleste skibe fungerede kammeratskabet godt. Det
betød ikke, at folk ikke kunne blive uvenner, men konflikterne
blev løst efter reglerne. En af reglerne kunne være slagsmål,
helst overvåget af andre af besætningen. Når kampen var slut,
skulle de to kamphaner være gode venner igen. Der var ikke plads
til langvarigt had på et sejlskib, fordi man var meget afhængige
af hinanden.
