Tema 1 - Livet på land

På havnen var der altid noget at se, når de store sejlskibe kom ind. Hestevogne hentede de mange varer, som skibene havde med. Og søfolkene fortalte historier fra fremmede lande. Havnen var spændende og satte fantasien i gang. Ville man ud at opleve verden, måtte man sejle af sted, for der var ingen andre muligheder. Sejlskibene satte derfor gang i drømmen om den store verden. Voksede børnene op i en søfartsby eller i en havneby, var det ikke usædvanligt, at de legede på havnen, selv om det ikke altid var ufarligt. 

”Undertiden legede vi på tømmerstablerne på Faaborg Trælast. Vi klatrede op og sprang fra den ene til den anden. Når så havnefogeden kom, fik vi øretæver, hvis han fik fat i nogen. Ellers var vi meget på havnen. Jeg måtte ikke løbe til havnen uden at få lov. Men jeg løb sgu derned alligevel og så vankede der stryg, hvis far opdagede det. Det var alle skibene i havnen der trak, og vi kom i snak med skibsdrengene, der kunne fortælle historier og vise uartige billeder. Der var ikke ret mange drenge, der holdt sig dernede fra.” 

”Vi drillede havnefogeden. Det var gamle Noack. Når havnefogeden var efter os, så kravlede vi ned mellem pælene og ind på glaciset, så kunne han sgutte få fat i os. Vi lavede mange numre, og så kom Noack hen til den gamle og sagde: De satans knægte!” 

Den daglige færden på havnen gav mulighed for at hjælpe mændene på skibene. Hvis man var rigtig heldig, kunne man få lov at kravle op i skibenes master. 

”Der kom mange 3-mastere til Bagenkop med kul. Så ville vi jo gerne op at hjælpe til, sejlene skulle tørres osv. Vi fik lov på den betingelse, at vi skulle hente hver 10 spande vand om dagen og komme vandfad på dækket. Hvis vi så hentede 10 spande vand om dagen, så måtte vi kravle op i riggen.” 

”Vi drenge vi lå jo og kravlede i rigningen på de skibe, der lagde op om vinteren. Vi skulle se hvem der kunne komme hurtigst op og lægge sig på maven oppe på fløjknappen. Ja Gud fri mig vel … at der ikke skete en ulykke! Vi var som aber dengang. Det var noget alle drenge gjorde.”

Man fik et naturligt forhold til at sejle, hvis man voksede op ved vandet. ”Vi var dårligt nok kommet ned på havnen, så lå vi nede i en jolle og roede jo. Ja der var jo altid nogen større med, som havde forstand på det, indtil vi andre havde fået sat det rigtigt sammen, så kom det. Det var både med sejljoller og rojoller.” 

Nogle blev indført i jollelivet af nødvendighed. Ikke alle steder var der råd til at lade børnene bruge tid i skolen. 

”Vi boede i et fiskerleje nord for Assens – Aborg Strand. Min far havde temmelig gode kundskaber, og han søgte skolevæsenet om, at vi ikke kunne slippe for at gå i skole, for vi var nødt til at være hjemme for at hjælpe dem, imod at han underviste os, og vi mødte hvert år til eksamen sammen med de andre børn og kunne klare os. Når vi lå derude og slæbte ålevåd om natten, så lå vi og drev sådan som omstændighederne var i tre kvarter til en time – så sad vi rigtignok nede i logaret og terpede, så stak den gamle lige hovedet op af kappen en gang imellem for at se om der var noget usædvanligt. For ellers så sad han og terpede med os dernede. Om det så var tysk, så kunne vi det.” 

I søfartssamfundene lå det ligefrem i luften, at søen ventede forude.  

”Selvfølgelig færdedes vi børn ved havnen, så snart der var lejlighed til det, og tumlede os i joller, og dengang var der jo en hel del sejlskibe hjemmehørende her i Ærøskøbing og det var jo en begivenhed at komme ned at se, hvis de kom hjem om efteråret og havde været ude siden marts måned. Så kom de gerne hjem med en ladning kul eller ballastet hjem for at lægge op, og så var vi jo ved jollen, når de var fortøjet og roede omkring i den. Og selvfølgelig fik vi lyst til søen. I Marstal var det jo sådan, at hvis en dreng ikke ville til søs, når han var konfirmeret, så var det jo ikke nogen rigtig dreng. De få, der kom i håndværkslære eller sådan noget, de var ikke rigtig anset, og der var noget af det samme her, men ikke så udtalt.”

Nogle piger syntes også, at havnen var et spændende sted. Men omgivelserne var ikke altid klar til at lade piger løbe rundt på havnen.

 ”Jeg har været en ti til tolv år, da jeg var sluppet ned på havnen og ivrigt iagttog en skonnert blive losset. Jeg havde hørt i skolen, at der var nogle tyrkere med om bord, og dem ville jeg gerne se, hvordan de så ud. De drejede det tunge lossespil med de tunge kurve på. Jeg stod bare i cirka 15 meters afstand og kiggede på dette. Det har ikke varet længere end et kvarter eller tyve minutter. Længere tid havde jeg ikke til min rådighed. Jeg havde en gammel dame at gå byærinder for efter skoletid. Om aftenen mødte en tante op. Oh, ve, nogen havde bedt hende gå til min mor og fortælle, at jeg løb på havnen og var ude efter fremmede søfolk. Jeg havde en fornuftig mor, som bad mig om at blive derfra, så hun kunne blive fri for sådanne sladderhistorier, men jeg kom aldrig på havnen alene mere.”