Sejlskibe

I 1870 var industrialiseringen så småt begyndt herhjemme. Jernbanenettet blev udbygget, fabrikker blev opført, og befolkningen voksede meget hurtigt på grund af bedre levevilkår. Der blev derfor et stadigt større behov for at transportere varer rundt mellem byerne og mellem landdistrikter og havne. Til at dække behovet søsatte man stadigt flere skibe, og selv om dampskibet var opfundet, byggede man stadigvæk mange sejlskibe. De var længe billigere både at bygge og at sejle med. Ulemperne var dog flere. Sejlskibene var afhængige af vind og vejr. Blæste der ingen vind, kunne skibet ikke sejle. Blæste der for meget vind, kunne skibet være svært at styre. Og det risikerede at gå på grund eller måske at blive knust mod en klippeside.

Sejlskibe var heller ikke helt så punktlige, og så kunne det tage lang tid at laste og losse skibet.  Det kunne også være temmelig risikabelt at sejle med disse sejlskibe. Mange sømænd forsvandt sporløst, hvis et skib for eksempel ramte et isbjerg eller kæntrede, når lasten forskubbede sig i hård søgang. Alligevel kunne det betale sig at søsætte nye sejlskibe. Hver gang skipperen eller kaptajnen afleverede en ladning sikkert i havn, fik skibets ejere oftest et fint overskud, selvom priserne naturligvis svingede, og nogle år var bedre end andre. Mange redere brugte overskuddet til at bygge nye skibe. På den måde tjente de flere penge - og så kunne de købe endnu flere skibe. Nogle områder og byer i Danmark specialiserede sig i sejlskibssøfarten. Den var ganske vist risikabel, men gav også mange mennesker brød på bordet hver dag. Et af disse områder lå i Det sydfynske Øhav.