Dampskibe

Dampfragtskibe begyndte at gøre sig gældende fra omkring 1875 til 1900. Ganske vist var der før den tid så småt begyndt at komme dampere i indenrigs- og nærfarten, men det var hovedsagelig til passager- og postruter og faste fragtruter. I 1870 var der således kun 4 danske dampskibe i trampfart - altså i fri fart mellem forskellige havne - i nordeuropæiske farvande, men i slutningen af perioden begyndte dampskibene at gå på længere rejser.

Sejlskibsflåden var hjemmehørende i havne placeret rundt omkring i hele kongeriget, specielt koncentreret i byerne omkring Det sydfynske Øhav. Med dampskibstiden ændrede dette mønster sig. Dampskibsrederierne blev centreret omkring hovedstaden, hvor næsten hele dampskibsflåden blev hjemmehørende. Her møder man dog også undtagelser som eksempelvis rederiet J. Lauritzen, der indtil 1914 havde hjemsted i Esbjerg, hvorefter firmaet flyttede til København. Der var også forskellige dampskibsrederier i Aabenraa og rederiet H. C. Christensen i Marstal.

Dampskibenes størrelse varierede meget. De mindste af slagsen fra dampskibstidens begyndelse kunne medtage en last på et par hundrede tons. De senere kunne medtage adskillige tusinde tons fragt. Tilsvarende var der meget stor forskel på besætningens størrelse.

Dampskibene sejlede i epokens begyndelse i de nære farvande, men senere gik turen også ud på langfart. En stor del af dampskibene var beskæftiget med at transportere alle mulige varer i nordeuropæiske farvande. Der var typisk tale om landbrugsprodukter til Storbritannien og kul tilbage til de danske kakkelovne, der opvarmede hjemmene, før vi fik oliefyr og fjernvarme.

Røgen fra de sidste danske lastdampere er for længst forsvundet i den blå luft. Men man kan stadigvæk komme på en tur med et af de tilbageværende næsten lydløse dampskibe, nemlig passagerskibene SKJELSKØR og HJEJLEN. De blev bygget henholdsvis i 1915 og 1861. HJEJLEN sejler stadig på Silkeborgsøerne.