T op

 

e-museum
M enu
I ndhold

Coastere

Her ses coastere Erik BoyeEn coaster er et mindre tørlastskib, der kan sejle gods fra havn til havn. En coaster er et skib, der kan medtage en godsmængde på mellem 500 og 4000 tons.

 

Søfart er i sagens natur et internationalt erhverv, hvor det engelske sprog spiller en stor rolle. Derfor er mange engelske ord gledet naturligt ind i dansk søfart længe før denne tendens begyndte at gribe om sig generelt. Ordet ”coaster” kommer således også fra engelsk, hvor coasterbegrebet oprindeligt anvendtes om skibe i kystfart. I dansk søfart dækker coasterbegrebet et mindre skib, der både sejler i de kystnære farvande og sejler i fart over længere afstande – for manges vedkommende på alle have – world wide, som det hedder inden for søfarten.

Den type skibe, der nu til dags kaldes coastere, blev kaldt for motorskibe fra starten, hvilket vil sige årene efter Anden Verdenkrigs afslutning, altså i 1950’erne. Coasterbetegnelsen slog først rigtigt igennem omkring 1960. Den gang dækkede begrebet skibe, der kunne medtage fra ca. 200 tons og op til ca. 800 tons. Men som alt andet i denne verden voksede størrelsen igennem årene, grænsen er flydende med opadgående tendens.

Danske coastere var talrige før i tiden, ikke mindst i 1970’erne. Dengang gik størrelsen op til en 12-1400 tons. Man kunne møde dem overalt. Skibe med en lasteevne på under 7- 800 tons, der tidligere var særdeles talrige i den danske handelsflåde, er imidlertid i dag stort set sejlet helt ud af dansk søfart. Ligeledes tynder det fortsat ud i rækkerne af coastere i den næste kategori, der har en lasteevne til op omkring 2500 tons.

Her ses coasteren RosenCoasterne/motorskibene sejlede i epokens begyndelse mest i fart på europæiske og nordatlantiske havne, og for enkelte gik turen også ud på den virkelige langfart. En stor del var beskæftiget med at transportere alle mulige varer i nordeuropæiske farvande - også i danske. Men i nærfarten transporterede lidt mindre skibe den største varemængde inden for det, der kaldes småskibsfarten, hvilket vil sige skibe under coasterstørrelsen. Småskibsfartens skibe er nu væk, idet jernbaner og lastbiler har udkonkurreret godstransport i nærfarten. En årsag til dette er et omfattende byggeri af broer og veje samt en afgift på den ellers miljøvenlige søtransport.

Coastere besejler fortsat en hel del danske havne, hvor de kommer for at losse eller laste gods eller for at blive repareret. Mange havneafsnit er imidlertid i dag afspærret med hegn, en såkaldt terror-sikring. Men der findes dog fortsat havne, hvor man kan gå helt ned til det virkelige havneliv og klappe en coaster eller et andet skib på skibssiden.


Udtryk på søen:
klik her

 

Ordforklaringer

Kystfart vil sige skibe, der sejler i nærheden af land, og således ikke kommer ud på lange rejser over store åbne have.

Småskibsfart er et udtryk for små skibe, der kun kan medbringe en mindre godsmængde - op til ca. 200 tons - og sejler i kystfart.

Tørlastskib er et skib, der sejler med gods, der ikke er flydende, i modsætning til tankskibe.