|
T op
|
|
| M enu |
|
|
I ndhold
Fagformål
Faget historie
Formålet med faget historie i folkeskolen har siden 1994 været
formuleret således: Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne mulighed for overblik og fordybelse i vedkommende historiske kundskabsområder og fremme deres indsigt i kontinuitet og forandring. Undervisningen skal bygge på og stimulere elevernes evne til indlevelse, analyse og vurdering og fremme deres lyst til at videregive og skabe historiske fortællinger på baggrund af tilegnet viden. Arbejdet med Saltvand i blodet giver i høj grad mulighed for at leve op til fagformålet. Elevernes historiebevidsthed (forstået som samspillet mellem fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning) styrkes ved arbejdet med det kronologiske forløb gennem de fire epoker og med de tværgående temaer, hvor elevernes bringes til at reflektere over samspillet mellem den individuelle, ’lille’ historie og den kollektive, ’store’ historie. Herved fremmes også elevernes indsigt i, at mennesker er historiskabte såvel som historieskabende. Materialet er velegnet til at udvikle elevernes indsigt i menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne, fordi det sætter fokus på de unge søfolks liv på havet og i land. Søfartens internationale natur gør det oplagt, at eleverne udvikler deres forståelse for egen kultur og andre kulturer, og arbejdet med havet som en ramme for menneskers liv og arbejde udvikler forståelsen for menneskets samspil med naturen. De øvelser, organiserings-, arbejds- og undervisningsformer, som er beskrevet under ”Ideer til opgaver” og ”Tværfagligt samarbejde”, er alle rettet mod at styrke elevernes identitet, ved at de gennem arbejde med historiske fortællinger i forskellige former spejler sig selv i de unge, som gennem de seneste 125 år har haft søfarten som ramme for deres identitetsdannelse. Samtidig er såvel selve materialet som øvelserne og arbejdsformerne baseret på overblik og fordybelse i konkrete historiske kundskabsområder. I rapporten vedrørende historie i folkeskolen (Undervisningsministeriet, juni 2006. Den samlede rapport findes her) findes der et forslag til et nyt formål: Formålet med undervisningen er at give eleverne kronologisk overblik, styrke deres viden om og forståelse af historiske sammenhænge og øve dem i at bruge denne forståelse i deres hverdags- og samfundsliv. Også dette formål lever Saltvand i blodet i høj grad op til, idet eleverne gennem arbejdet med materialet får et kronologisk overblik over perioden 1870 til i dag med udgangspunkt i søfartens historie. Eleverne får viden om og forståelse af historiske sammenhænge som f.eks. den betydning, som væksten i den internationale samhandel efter 2. Verdenskrig har haft. Ved at understrege den identitetsmæssige dimension giver materialet eleverne mulighed for at øve sig i at bruge deres historiske forståelse i deres eget hverdags- og samfundsliv. |
|