Opgave: Historierouletten

Historierouletten er beskrevet i Erik Skøtt Andersen, Claus Detlef og Jens Raahauge: Sæt ord på din verden, bind 2 og 3. Dansklærerforeningen 1991. Den kan organiseres på forskellige måder. Enten kan man skrive historien i gruppe, individuelt – eller lave det indledende arbejde i grupper efterfulgt af individuelt udarbejdede historier. Man kan også variere de oplysninger, som eleverne skal forholde sig til (se senere).

Princippet i rouletten er, at eleverne løbende præsenteres for (nogle af) de ingredienser, som en historie rummer. I nærværende udgave er det sted og år, årstid og tid på døgnet, personerne, konflikten, klimaks og genre/opbygning. Til hver ingrediens gives seks muligheder. Eleverne rafler med en terning, og tallet, der vender opad på terningen, angiver nummeret på den oplysning, som de skal bruge. De drøfter, hvilke muligheder der ligger i oplysningen, og skal beslutte sig for et indhold. Beslutningen er bindende. Når gruppen/eleven har besluttet sig, rafler man om en ny oplysning osv. Man kan eventuelt sætte tidsgrænser for, hvor længe hver beslutning højst må tage. Nu skal eleverne skrive en historie på baggrund af det, de har besluttet sig for. Inden skrivningen går i gang, skal de vælge genre (sømandsskrøne, krimi, gyser, kærlighedshistorie, hørespil, tegneserie osv.). Du kan opstille rammer for historiens længde. Og du kan også vælge, at eleverne skal skrive i en bestemt genre, f.eks. en socialrealistisk, historisk novelle.

I forbindelse med Saltvand i blodet kan målet med historierouletten være, at eleverne får bearbejdet stoffet på et fortolkende niveau, da de skal omsætte deres erhvervede historiske viden til en anden genre. Dette giver en god baggrund for at diskutere forskelle på fakta og fiktion og i den sammenhæng komme ind på kildekritik, der er omtalt andetsteds i denne lærervejledning. Det vil i forlængelse heraf være oplagt at bringe den historiske fortælling på bane.

Hvis der er tale om et tværfagligt samarbejde mellem dansk og historie, så vil dansklæreren samtidig kunne diskutere med eleverne, hvad der konstituerer en fortælling. Og eleverne kan blive bevidste om, at de valg, man træffer som forfatter, når man skal skrive en historie, indsnævrer mulighedsfeltet for, hvad man overhovedet kan skrive. Der er f. eks. grænser for, hvad der kan ske i en messe på en coaster. I historierouletten vil man oftest opleve, at nogle af de oplysninger, man tvinges til at anvende, passer elendigt ind i den fortælling, man er ved at bygge op. Men det er netop denne oplevelse af, at historiens univers gør modstand, der tydeliggør, hvad man kan tilføre en historie, når et valg er truffet: Et indholdsmæssigt valg sætter rammer for de efterfølgende valg. Eleverne kan med andre ord få en erkendelse af nogle vigtige forhold omkring fiktionsskrivning.

Forløbet skal naturligvis slutte med, at alle læser deres historie op eller opfører deres drama, hørespil - eller hvad der nu er produktet - for klassen. Det er vigtigt, at fremstillingen er af en sådan kvalitet, at tilhørerne lever med. I denne forbindelse kan man arbejde med retoriske virkemidler.

Du kan lade eleverne selv finde oplysninger til de forskellige indholdsområder, f.eks. ved at dele klassen op i fem grupper, der hver skal komme med seks muligheder til den ”kasse” (sted og år, årstid osv. - kassen om genre og opbygning skal eleverne ikke digte noget til), de har fået tildelt ved lodtrækning. Hele klasen skal nu anvende de oplysninger, som grupperne har fundet på.

Her er imidlertid et færdigt forslag til, hvordan opgaven kan se ud til eleverne. Instruktionerne til slut i hver kasse er skrevet med udgangspunkt i Sæt ord på din verden, bind 2 s. 35 – 38.